Havekonen beretter

MARTS 2010

Snemand Frost og Frøken Tø gik en tur ved Søndersø
fandt en bænk og slog sig ned, talte lidt om kærlighed.

Snemand Frost, som var lidt bleg, spurgte:” Må jeg kysse dig?”
Men da frøken Tø var varm smeltede hans højre arm.

Da han kyssed’ hendes kind, svandt han ganske langsomt ind.
Da han kyssed’ hendes mund blev han væk i sammen stund.

På en bænk ved Søndersø sidder stakkels frøken Tø.
Snemand Frost er smeltet op. Hun må ha ham i en kop!

Tekst: Halfdan Rasmussen

Sådan er det bare ikke i år. Frosten har stadig godt fat og det betyder, at vi stadig må væbne os med tålmodighed. Vi kan stadig ikke komme i jorden og mange steder ligger der så meget sne, at det ikke giver nogen mening at lægge folie eller fiberdug over jorden for at give lidt ekstra varme. I min have kan jeg stadig ikke se de enkelte bede.

Nye kartofler til grundlovsdag

I skrivende stund er mine læggekartofler lige ankommet. I år har jeg valgt tidlige kartofler; Sofia, Raja og Marabel. Alle købt via nettet hos Den økologiske Have ( www.ecogarden.dk ).

At jeg kun har valgt tidlige kartofler beror på, at min have er så lille og de første nye kartofler giver den største smagsfornøjelse.

Jeg vil i år forsøge mig med en ny forspiringsmetode; nemlig i kaffefiltre.

         

Hver kartoffel komme i et filter med god, næringsrig jord. Man kan evt. bruge almindelig pottemuld. Jorden gøres fugtig, men ikke dryppende. Filtrene sættes tæt sammen i en kasse, der anbringes lyst og ved ca-12-15 grader. Jo mere lys, jo kraftigere rødder og spirer udvikles der. 

Kartofler er meget frost-følsomme og derfor er det en god ide at forvarme jorden, hvor de skal sættes. Det kan gøres med plast eller fiberdug. Når nattefrosten er forbi, plantes kartofler ud og dækkes med plasten eller dugen til de er godt i gro. Dog er det vigtigt, at der kan komme luft til planterne, så lav nogle luftholder i dækmaterialet. På solskinsdage skal det helt fjernes, da planterne ellers kan blive svedet af solen.

Jeg vælger selv at dyrke mine i store murespande, som plejer at give et fint resultat.

 

Hjælp, min pelargonier er døde

Jeg plejer at overvintre mine pelargonier på loftet, men for at slippe for at slæbe dem frem og tilbage til haven, blev de denne vinter opbevaret i naboens højisolerede soveværelse.

Meget dårlig ide. De har simpelthen haft det for varmt og er ganske enkelt rådnet. En del var mange år gamle, så det faktisk trist for en gammel havekone.

Men; nogle få havde fået lov til komme med hjem og stå i vindueskarmen vinteren over.

                    

Nu skal de pottes over i lidt større potter og have frisk, ny jord. I den forbindelse klipper jeg dem også tilbage. Af de afklippede skud er det meget nemt at lave nye planter. Jeg plejer at flere de fleste blade og sætte dem i en mørk vase i en vindueskarm. Og viptu, i løbet af 2-3 uger har de sat rødder og er klar til at komme i potter.

Hvis man skal på den lyse side, giver det jo en en rigtig god grund til at købe nogle flotte nye planter i år.

 

Champignon på køkkenbordet

Nu er det igen muligt at købe dyrk-dine-egne-champignon-kasser.

Jeg har fundet min i Bilka og er i fuld gang. Det er et meget enkelt princip bestående fa svampe-mycelium (kultur), jord og en kasse.

Jorden vandes, låget lægges på og i løbet af et par uger kan man høste sine egne svampe.

Det er en sjov ide, både for børn, barnlige sjæle og utålmodige havekoner og mænd. Så har man da gang i en eller anden form for dyrkning.

 

Og lidt af hvert

Nu er langt om længe blev tid til forspring af tomater, chili/peber, agurker og squash i vindueskarmen. De er længe om at spire, men når de så endelig kommer op, er det vigtigt, at de ikke får de for varmt, for bliver planterne nemlig nogle ranglede futsjer, der ikke er meget livskraft i.

 

Det er også nu, potteplanterne i vindueskarmen skal pottes om og have lidt gødning at leve af. I år vil jeg forsøge mig med økologisk flydende lupin-gødning. Det er jeg meget spændt på.

 

Rigtig god arbejdslyst og glædeligt forår

 

Havekonen